Om den finske hyrdehund
Den finske
hyrdehund er historisk tæt forbundet med den finske lapphund.
Racen har været brugt i århundreder som samernes hyrdehund til hjælp med deres
rensdyr. Hvor lapphunden mere var en gårdhund, der blev hjemme på bopladsen, var
hyrdehunden den, der arbejdede hver dag og gik de lange distancer. Hunden er
derfor bygget som en typisk traver, lang og velvinklet med halen ned. Den dag i
dag bruges den finske hyrdehund stadig som rensdyrvogter i Lappland.
Racen er en muskuløs og kraftigt bygget hund til trods for at den kun er
middelstor. Den må ikke virke spinkel. Den bør altid have et langt og effektivt
skridt, da det var meget vigtigt i deres oprindelige arbejde, at de kunne løbe
langt og længe. Ligeledes er det vigtigt for racen, at den har en tyk, tæt pels.
Nogen tror fejlagtigt, at den finske hyrdehund er korthåret. Det er den ikke!
Den har en tæt vandskyende pels lignende en grønlandshund, siberian husky og
andre arktiske racer. Pelsen må aldrig være blød, da hunden så i sit oprindelige
klima ville blive våd helt ind til huden. Ligeledes er det vigtigt, at hunden
har pels over det hele på kroppen, selv i ørerne, da den ellers i -30 grader og
derunder ville få forfrysninger.

Hyrdehunden er ikke en sofahund, det er en typisk arbejdshund som skal bruges
til noget konstruktivt i hverdagen.I Finland har mange fået øjnene op for racens
eminente brugsegenskaber og mange hunde klarer sig utroligt godt i både
lydighed, agility, spor, redningsarbejde mm. Racen er lydig og lærer let og
husker, hvad den har lært. Derudover er den ikke så stresset som mange af de
andre arbejdsracer kan være. I Lappland har den skulle ligge stille halvdelen af
året, når rensdyrene ikke skulle flyttes, så samerne kunne ikke bruge en hund,
der blev kulret i den periode, hvor der ikke var noget at lave. Det er derfor
karakteristisk for racen, at den normalt er klar til træning, når du er klar,
men når den er hjemme og der ikke er noget at lave slapper den af. Den finske
hyrdehund er forholdsvis stærk psykisk og vi anbefaler ikke racen til mennesker,
der aldrig har haft hund før eller som ikke planlægger at træne med deres hund.

Vores arbejde for den finske hyrdehund
Da vi havde haft
finsk lapphund siden 1991 havde vi selvfølgelig også lagt mærke til den finske
hyrdehund. Ved flere besøg i Finland havde vi set racen og flere opdrættere af
finsk lapphund var samtidig opdrætter af finsk hyrdehund, så også der var vi
stødt ind i hundene. Der fandtes ingen i Danmark og det syntes vi faktisk
var synd. Da vores gode veninde Terhi Uski tilbød vi kunne låne hendes "Vilma"
og få et kuld på hende sagde vi derfor ja med det samme. Vilma var finsk
champion og var blevet verdensvinder på verdensudstillingen i Finland i 1998 i
kæmpe konkurrence, og hun var ikke kun en af de smukkeste hyrdehunde vi havde
set i vores liv, hun var også den rareste. Vi valgte hvilken han, hun skulle
parres med i Finland og i 2000 hentede vi Vilma i Finland, drægtig. Hun
fødte i april 8 velskabte hvalpe, de blev de første finske hyrdehunde nogensinde
i Danmark.
For at skabe en genetisk variation i landet besluttede vi os for at låne endnu
en tæve fra Finland. Ejeren af kennel Kivimannun tilbød os en sort tæve,
"Sanna", som kom til Danmark i det tidlige forår 2001; hun var ligeledes blevet
parret med en hanhund i Finland. Dette resulterede i 6 fine hvalpe født i
februar 2001. Da Sanna også blev i Danmark var antallet i landet nu oppe på 15.
For at få endnu mere materiale at arbejde med valgte vi i sommeren 2001 at tage
imod endnu et generøst tilbud. Vores gode venner Winnie og Ola Holmström fra
kennel Fjällfarmen i Sverige tilbød, at vi måtte låne deres tæve Dorrit. Igen
var vi ikke et sekund i tvivl. Vi havde mødt Dorrit i Finland, hvor hun vandt
certifikat på den fnske raceklubs specialudstilling og som med Vilma var hun
ikke kun smuk, men også en af de sødeste hyrdehunde vi havde mødt. Dorrit rejste
til Finland og blev her som de to andre parret med en finsk hanhund inden hun
kom til os i Danmark. Resultatet blev 7 hvalpe født i august 2001. Nu var
antallet oppe på 22. I løbet af de næste år blev der importeret et par hunde fra
de andre nordiske lande og i 2004 så den første anden opdrætter i Danmark af
racen finsk hyrdehund dagens lys. I 2005 kom endnu en til, begge grundlagt på
tæver fra vores kuld. Kendskabet til racen bliver langsomt større og større og
vi håber og tror, at racen har en god fremtid her i landet.
Vi er glade for, og stolte over, at vi startede denne dejlige race i Danmark, og
mest af alt er vi selvfølgelig glade for, at det lykkedes os at gøre det godt.
Danmarks første champion blev Lapinlumon Armas fra Vilmas første kuld, tæt fulgt
af Lapinlumon Bieggamillu fra Sannas kuld; hun blev den første tæve, der blev
champion i Danmark. Tilbagemeldingerne vi har fået fra ejere af hundene har
været gode, de fungerer godt i hverdagen og flere fungerer så godt, at venner og
bekendte til dem der har hunden har kontaktet os og sagt, de ligeledes ønsker en
finsk hyrdehund. Jeg fungerede som racerepræsentant for racen fra vi indførte
den første i 2000 og til jeg i 2003 flyttede til Finland, hvor vi boede i 2 år.
I min tid som racerepræsentant arrangerede jeg to store træf, hvor finske
racespecialister kom til Danmark og holdt foredrag om racen. Ved begge træf kom
stort set alle hyrdehunde der findes i Danmark. Det var vi utroligt glade for,
og det vidner om det gode sammenhold vi forsøgte at starte i racen. Vi vil
fortsætte vores arbejde for racen, og hvis nogen har nogen spørgsmål eller
ønsker information, er de altid velkomne til at kontakte os.
