Om den finske hyrdehund

Den finske hyrdehund er historisk tæt forbundet med den finske lapphund.
Racen har været brugt i århundreder som samernes hyrdehund til hjælp med deres rensdyr. Hvor lapphunden mere var en gårdhund, der blev hjemme på bopladsen, var hyrdehunden den, der arbejdede hver dag og gik de lange distancer. Hunden er derfor bygget som en typisk traver, lang og velvinklet med halen ned. Den dag i dag bruges den finske hyrdehund stadig som rensdyrvogter i Lappland.
Racen er en muskuløs og kraftigt bygget hund til trods for at den kun er middelstor. Den må ikke virke spinkel. Den bør altid have et langt og effektivt skridt, da det var meget vigtigt i deres oprindelige arbejde, at de kunne løbe langt og længe. Ligeledes er det vigtigt for racen, at den har en tyk, tæt pels. Nogen tror fejlagtigt, at den finske hyrdehund er korthåret. Det er den ikke! Den har en tæt vandskyende pels lignende en grønlandshund, siberian husky og andre arktiske racer. Pelsen må aldrig være blød, da hunden så i sit oprindelige klima ville blive våd helt ind til huden. Ligeledes er det vigtigt, at hunden har pels over det hele på kroppen, selv i ørerne, da den ellers i -30 grader og derunder ville få forfrysninger.

Hyrdehunden er ikke en sofahund, det er en typisk arbejdshund som skal bruges til noget konstruktivt i hverdagen.I Finland har mange fået øjnene op for racens eminente brugsegenskaber og mange hunde klarer sig utroligt godt i både lydighed, agility, spor, redningsarbejde mm. Racen er lydig og lærer let og husker, hvad den har lært. Derudover er den ikke så stresset som mange af de andre arbejdsracer kan være. I Lappland har den skulle ligge stille halvdelen af året, når rensdyrene ikke skulle flyttes, så samerne kunne ikke bruge en hund, der blev kulret i den periode, hvor der ikke var noget at lave. Det er derfor karakteristisk for racen, at den normalt er klar til træning, når du er klar, men når den er hjemme og der ikke er noget at lave slapper den af. Den finske hyrdehund er forholdsvis stærk psykisk og vi anbefaler ikke racen til mennesker, der aldrig har haft hund før eller som ikke planlægger at træne med deres hund.

Vores arbejde for den finske hyrdehund

Da vi havde haft finsk lapphund siden 1991 havde vi selvfølgelig også lagt mærke til den finske hyrdehund. Ved flere besøg i Finland havde vi set racen og flere opdrættere af finsk lapphund var samtidig opdrætter af finsk hyrdehund, så også der var vi stødt ind i hundene. Der fandtes ingen  i Danmark og det syntes vi faktisk var synd. Da vores gode veninde Terhi Uski tilbød vi kunne låne hendes "Vilma" og få et kuld på hende sagde vi derfor ja med det samme. Vilma var finsk champion og var blevet verdensvinder på verdensudstillingen i Finland i 1998 i kæmpe konkurrence, og hun var ikke kun en af de smukkeste hyrdehunde vi havde set i vores liv, hun var også den rareste. Vi valgte hvilken han, hun skulle parres med i Finland og i 2000  hentede vi Vilma i Finland, drægtig. Hun fødte i april 8 velskabte hvalpe, de blev de første finske hyrdehunde nogensinde i Danmark.
For at skabe en genetisk variation i landet besluttede vi os for at låne endnu en tæve fra Finland. Ejeren af kennel Kivimannun tilbød os en sort tæve, "Sanna", som kom til Danmark i det tidlige forår 2001; hun var ligeledes blevet parret med en hanhund i Finland. Dette resulterede i 6 fine hvalpe født i februar 2001. Da Sanna også blev i Danmark var antallet i landet nu oppe på 15. For at få endnu mere materiale at arbejde med valgte vi i sommeren 2001 at tage imod endnu et generøst tilbud. Vores gode venner Winnie og Ola Holmström fra kennel Fjällfarmen i Sverige tilbød, at vi måtte låne deres tæve Dorrit. Igen var vi ikke et sekund i tvivl. Vi havde mødt Dorrit i Finland, hvor hun vandt certifikat på den fnske raceklubs specialudstilling og som med Vilma var hun ikke kun smuk, men også en af de sødeste hyrdehunde vi havde mødt. Dorrit rejste til Finland og blev her som de to andre parret med en finsk hanhund inden hun kom til os i Danmark. Resultatet blev 7 hvalpe  født i august 2001. Nu var antallet oppe på 22. I løbet af de næste år blev der importeret et par hunde fra de andre nordiske lande og i 2004 så den første anden opdrætter i Danmark af racen finsk hyrdehund dagens lys. I 2005 kom endnu en til, begge grundlagt på tæver fra vores kuld. Kendskabet til racen bliver langsomt større og større og vi håber og tror, at racen har en god fremtid her i landet.
Vi er glade for, og stolte over, at vi startede denne dejlige race i Danmark, og mest af alt er vi selvfølgelig glade for, at det lykkedes os at gøre det godt. Danmarks første champion blev Lapinlumon Armas fra Vilmas første kuld, tæt fulgt af Lapinlumon Bieggamillu fra Sannas kuld; hun blev den første tæve, der blev champion i Danmark. Tilbagemeldingerne vi har fået fra ejere af hundene har været gode, de fungerer godt i hverdagen og flere fungerer så godt, at venner og bekendte til dem der har hunden har kontaktet os og sagt, de ligeledes ønsker en finsk hyrdehund. Jeg fungerede som racerepræsentant for racen fra vi indførte den første i 2000 og til jeg i 2003 flyttede til Finland, hvor vi boede i 2 år. I min tid som racerepræsentant arrangerede jeg to store træf, hvor finske racespecialister kom til Danmark og holdt foredrag om racen. Ved begge træf kom stort set alle hyrdehunde der findes i Danmark. Det var vi utroligt glade for, og det vidner om det gode sammenhold vi forsøgte at starte i racen. Vi vil fortsætte vores arbejde for racen, og hvis nogen har nogen spørgsmål eller ønsker information, er de altid velkomne til at kontakte os.