En udstationeringshund, hvad er det?

I de øvrige skandinaviske lande er det meget populært at bruge det at udstationere en hund. I Danmark er det ikke så kendt, men vi har brugt det nogen gange.
Det er begrænset, hvor mange hunde en opdrætter kan have boende derhjemme. Men for racens genetiske variations skyld, er det ikke altid godt. For det første er det bedre jo flere hunde der går i avl, da det spreder racen langt bedre. Både for racens overlevelses skyld og af helbredsmæssige årsager gavner det racen jo flere forskellige individer og linier der bliver brugt. Derudover vil der ofte være en tendens til at en opdrætter, hvis denne har et vist antal hunde og ikke har mulighed for at have flere bruger disse hunde i avl, selvom de måske ikke helt lever op til standarden af dette. Dette ønsker vi ikke og for os er det derfor vigtigt at have muligheden for at have flere forskellige linier at arbejde med. Den mulighed giver en udstationering.
En udstationering foregår på den måde, at en familie gives en hvalp gratis mod at vi som opdrætter forbliver medejer af hunden. Hvis det er en tæve som det oftest er tilfældet er vi de dispositionsberettigede ejere indtil vi har taget et kuld hvalpe på tæven. Derefter overgår ejerskabet til den familie hunden bor hos. Er det en hanhund forbliver vi medejere hele hundens liv og har altså mulighed for at bruge hunden i avl. Idet hvalpen hentes skriver vi en kontrakt om forholdet. I det daglige kan familien ikke føle den store forskel, da det jo er deres hund. Det er kun med hensyn til det avlsmæssige, vi har nogen rettigheder. Er det en hanhund man har udstationeret  vil der formentlig blive tale om at hunden skal parre et par gange i løbet af dens liv. Det er ikke særlig meget og næppe noget familien rigtig vil mærke. For en tæves vedkommende skal vi have et kuld på hende. Dette vil vi ofte tage, når hun er klar til det, dvs omkring to år. Der skal man selvfølgelig undvære hende nogen uger mens hun er hos os med sine hvalpe, men derefter overgår ejerskabet helt og holdent til hendes familie. Efter hun har haft hvalpene er det altså familiens hund på samme vilkår som hvis de havde købt hende.
Fordelen for os er, at vi kan have avlshunde til rådighed uden at have for mange hunde hjemme. Vi ved, at hunden kan leve et almindeligt familieliv og nyde tilværelsen som forkælet enehund. Derudover hvis det skulle vise sig, at hunden af den ene eller den anden grund ikke lever op til at skulle bruges i avl, hvis den fx har forkert bid, dens eksteriør ikke lever op til standarden eller lignende, så kan vi som opdrætter vælge ikke at bruge den uden hunden eller vi af den grund lider nogen nød. Ejerskabet overgår da blot til familien den bor hos. Havde hunden boet hos os skulle vi have fundet et nyt hjem til den eller valgt at beholde den selv om den ikke kunne bruges i avl. I begge tilfælde er det langt bedre for hunden at blive i den familie den har boet i siden den var hvalp, og hvor den kan få al opmærksomheden. Og det er bedre for avlen at det kun er de hunde, der virkelig er egnede til avl som bliver brugt.
Udstationeringsfamilien er ofte nogen, der er interesseret i udstilling eller avl. Som opdrætter beholder vi næsten altid selv den bedste hvalp i kuldet. Er man interesseret i at få en god hund til udstilling eller avl kan det derfor nogen gange være lidt svært. Får man en udstationeringshund er man sikker på at få en lovende hvalp og derudover at få stor hjælp med det avlsmæssige og evt. udstillingsmæssige aspekt fra sin opdrætter og medejer til hunden. Vi søger jævnligt udstationeringsfamilier til spændende hvalpe, så hvis nogen er interesseret i at høre mere er de velkomne til at kontakte os.