Golden retriever

Er du på udkig efter en ny hund til din familie, er der mange forskellige hunderacer at vælge imellem.

Har du en familie med børn, kan en golden retriever være et godt bud til jer. En golden retriever er en vaskeægte familiehund, der er glad og kærlig over for alle.

En golden retriever er en vaskeægte familiehund

Det er en hund med en masse energi, der hurtigt vil give jer en masse glæde i jeres liv. Derudover er den yderst loyal over sine ejere.

Vil du gerne vide mere om en golden retriever, har vi samlet alt det, der er værd at vide om denne hunderace.

Hvordan ser en golden retriever ud?

Der findes egentlig tre forskellige typer af golden retrievere: den britiske, amerikanske og canadiske golden retriever. Der er både ligheder og forskelle imellem de tre typer. Den britiske golden retriever er mest populær i Europa og Australien. Det er derfor også ofte den, du ser i Danmark. Denne type har en lysere pels end de to andre typer. Den amerikanske golden retriever er kendt for at være mindre muskuløs end de resterende to typer. Derudover er der en tendens til en mørkere pels, der bevæger sig mere over i orange ved denne type. Den canadiske golden retriever er mest kendetegnet ved at have en tyndere pels end de to andre. Derudover har den også en mørkere pels sammenlignet med de britiske og canadiske golden retrievers.

Fælles for dem er, at de alle har et meget blidt udtryk. Det er en hund, man får lyst til at snakke med, da den altid ser meget venlig og kærlig ud. De mange typer gør, at farven på pelsen kan spænde bredt. Den kan variere fra den helt lyse cremefarve til en gullig farve og helt til en gylden orange farve.

Så stor er en golden retriever

En golden retriever betegnes som en mellemstor hund. Den kan derfor blive forholdsvis stor, når den er færdig med at vokse. En hanhund bliver typisk 56 til 61 cm høj ved skulderen, hvor en hunhund kun bliver 51 til 56 cm høj målt fra skulderen. I forhold til højden kan den amerikanske golden retriever blive en smule større end den britiske golden retriever. Det er dog ikke en særlig stor forskel, da det maksimalt drejer sig om et par centimeter.

Når det kommer til vægten, vil en golden retriever typisk veje mellem 30 til 40 kg, hvor en hanhund typisk vejer mere end en hunhund. Derudover vil en canadisk golden retriever typisk veje noget mere, end de to andre typer gør.

Dette temperament kan du forvente ved en golden retriever

En golden retriever er kendt for at have et meget blidt temperament. Det er en hunderace, der nemt kan omgås andre hunde såvel som andre dyr. Derudover er den meget glad for at møde nye mennesker. Det er en hund, der er meget imødekommende og omfavner livet. Vælger du en golden retriever, får du en hund, der rigtig gerne vil behage sin ejer. Det betyder ikke, at du ikke skal opdrage en golden retriever, men denne race er yderst nem at opdrage. Det ligger allerede i dens gener, at den gerne vil gøre dig glad ved at gøre, hvad du beder den om. Du kan derfor komme rigtig langt ved at øve nogle få kommandoer med en golden retriever.

Hunden vil nemt knytte sig både til familien, men også til nye mennesker. Det er en venlig hund, der rigtig gerne vil lege og have din opmærksomhed. Du behøver således ikke at bekymre dig om at tage en golden retriever nye steder hen, hvor der er fremmede mennesker.

Så længe lever en golden retriever typisk

En golden retriever kan blive forholdsvis gammel, da det er en mellemstor hund. Den gennemsnitlige alder er på 12 år for en golden retriever. Et godt fingerpeg er dog på 10 til 13 år. En hunds levealder afhænger af mange ting, hvor racen blot er en ting at nævne. Som med mennesker er der også en del miljømæssige faktorer, der påvirker, hvor gammel en golden retriever kan blive. Det er derfor vigtigt, at du prioriterer din hunds sundhed bl.a. i form af den rigtige mad og rigeligt motion. På den måde har du din hund så længe som muligt.

Dette kendetegner en golden retriever

En golden retriever er nok mest kendt for at være særdeles glad og venligsindet. Det er den oplagte familiehund, da den nemt knytter et bånd til familiens medlemmer. Derudover er den ikke bange for fremmede. Du vil derfor også hurtigt opdage, at en golden retriever ikke gør særlig meget. Det vil din nabo og postbuddet sikkert sætte stor pris på.

Der er tale om en kærlig hund, der vil det bedste for sine ejere og familien. Det betyder også, at den rigtig gerne vil behage sine ejere. Du får derfor en hund, der nemt lærer rutinerne i hverdagen. Det er en hund, der både kan være meget rolig og utrolig legesyg. Den vil rigtig gerne være en del af aktiviteterne derhjemme. Dens venlige og kærlige egenskaber gør den uegnet som vagthund. Den ville nok hellere prøve at charmere sig ind på en indbrudstyv i stedet for at skræmme den væk.

Dens intelligens og tålmodighed gør dog, at den egner sig rigtig godt som førerhund eller terapihund. Derudover er en golden retriever oprindeligt en jagthund. Den vil derfor stadig have disse instinkter, hvilket gør, at den ofte anvendes som redningshund og sporhund.

En golden retrievers behov for motion

En golden retriever er en humørspreder med en masse energi. Den kræver derfor en del motion. Denne hunderace vil rigtig gerne have din opmærksomhed og din kærlighed. Det betyder, at du er nødt til at give dig tid til at motionere med din hund og ikke mindst lege med den. Det er derfor ikke nok at gå den samme tur rundt i nabolaget hver dag. Der skal noget beskæftigelse til for at behage en golden retriever.

Det er således en god idé, at I træner og motionere på forskellige måder. Dette gælder både fysisk træning, men i særdeleshed også mental træning. En golden retriever er en meget intelligent hund, der skal udfordres mentalt for at holdes i gang. Det er derfor en rigtig god idé at lave forskellige øvelser med denne hunderace.

Sådan skal du pleje en golden retriever

En golden retriever kan godt have en forholdsvis lang pels. Det betyder også, at den fælder en del. Det er ikke blot to gange om året som ved andre hunderacer, men lidt hele tiden. Det er derfor en god idé, at du bruger noget tid på at pleje hundens pels. Du skal børste en golden retrievers pels regelmæssigt, hvilken vil sige typisk et par gange om ugen. På den måde får du bugt med de værste løse hår, som ikke ender rundt i huset. Derudover er det også en god idé at kæmme pelsen, da den lange pels kan filtre sammen eller samle diverse skidt i pelsen.

Disse sygdomme kan en golden retriever blive udsat for

Golden retriever har en større risiko for visse sygdomme, sammenlignet med gennemsnittet for alle hunderacer. Som for mange andre mellemstore hunde har den risiko for hoftedysplasi og albuedysplasi, der er sygdomme, der påvirker leddene i hofterne og albuerne. Det kan have en stor påvirkning på hundens motorik og gang, hvis der ikke bliver taget hensyn til det i tide.

Derudover har golden retrievers også risiko for epilepsi, som typisk er forbundet med krampeanfald. En golden retriever har også risiko for progressiv retina atrofi, som er en øjensygdom, der påvirker nethinden og med tiden dens syn. En anden øjensygdom, der også er risiko for hos golden retrievere, er grå stær. Det er en fordel at kende til disse risici, når man skal have en golden retriever, da man kan vælge en golden retriever hvalp, der har fået foretaget de nødvendige undersøgelser.

Det vidste du ikke om golden retrievere

Golden retrieveren stammer fra Skotland oprindeligt. Grunden til, at man fremavlede denne race, var hovedsageligt fremgang i teknologien af produktion af skydevåben. Man gik meget på jagt dengang, og når skydevåbnene blev bedre, kunne man skyde fugle på længere afstand. Man manglede en hund, der kunne bringe byttet tilbage til jægeren, da meget af deres nedskudte bytte gik tabt. Dette var startskuddet til at prøve at fremavle en hunderace, der var særdeles god som jagthund.

Flere forskellige hunderacer blev krydset for at ende med en god jagthund, som en golden retriever stadig anses for at være. Der blev dengang især lagt vægt på, at hunden skulle have en blød mund, der kunne bringe byttet tilbage uden at skade det. Det er en golden retriever den dag i dag stadig kendetegnet for at have.

Golden retrieveren stammer fra Skotland oprindeligt.

En golden retriever er perfekt til dig, der…

Der er en masse fantastiske egenskaber ved en golden retriever, der passer til rigtig mange kommende hundeejere. Det er derfor en meget alsidig hunderace, hvor de fleste vil kunne overkomme denne type hund. En golden retriever er perfekt til dig, hvis:

  • du gerne vil have en vaskeægte familiehund
  • du ønsker en hund, der er glad og kærlig over for alle
  • du vil have en hund, der elsker at lege og gerne vil have din opmærksomhed
  • du ikke har behov for en vagthund
  • du er indstillet på at dyrke motion med den flere gange om dagen
  • du gerne vil have en intelligent og tålmodig hund
  • du foretrækker en hund, der er nem at træne og opdrage
  • du ikke er klar på at støvsuge mere end regelmæssigt derhjemme.

Lyder ovenstående punkter som noget for dig, vil du helt sikkert blive rigtig glad for en golden retriever som nyeste familiemedlem.