Værd at vide om at have hund

Der er noget helt fantastisk ved at have en hund i familien.

Der går ikke længe, før den er et integreret familiemedlem med sin egen personlighed og små finurligheder. En hund er der altid for dig. Det er derfor ikke uden grund, at hunden bliver kaldt menneskets bedste ven.

Der er noget helt fantastisk ved at have en hund i familien
Der er noget helt fantastisk ved at have en hund i familien

Overvejer du at tilføje et nyt, firbenet medlem til familien, kan der være flere overvejelser, man skal gøre, inden man køber den første og den bedste hund, man kan finde. Vi giver dig her en masse gode råd til det at have hund, så du ved, hvad man skal være opmærksom på, når man får en hund.

Det skal du overveje, inden du køber hund

Hunde er noget af det sødeste. Vi har nok alle sammen prøvet at gå forbi en sød hund på gaden og tænke: ”Jeg ville ønske, jeg kunne tage dig med hjem”. Det kan være startskuddet til, at man begynder at overveje at få en hund. Der er dog flere ting, du skal overveje, inden du rent faktisk anskaffer dig en hund.

Noget af det vigtigste er, om du har tid til en hund. En hund kræver opmærksomhed og pleje. Der skal gås tur med den flere gange om dagen, og den skal også fodres. Det er vigtigt at huske på, at der er forpligtelser ved at anskaffe sig en hund. Er I næsten aldrig hjemme, er det måske ikke den bedste idé at få en hund. Hunde kan lige som mennesker også opleve ensomhed. Du skal derfor være sikker på, at du har tid nok til at give en hund den opmærksomhed, den fortjener.

Udover at en hund kræver en vis portion tid, kræver den også en vis portion penge. Det er på ingen måde billigt at have en hund. Du har måske fundet en hund, der var forholdsvis billig i købsprisen, men glem ikke, at det også koster at have hunden. Der skal bl.a. bruges penge på mad og dyrelægeregninger, når du har en hund. Der er derfor vigtigt, at du får set dit budget efter, så der er plads til en tilføjelse til familien.

Hvad koster det at have en hund?

Der er mange forskellige udgifter, når du skal have en hund. Det er faktisk typisk de almindelige daglige udgifter, der fylder i budgettet på sigt, da købsprisen kun er et engangsbeløb.

Købsprisen for hunden

Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvor stor prisen er for selve hunden. Det kommer meget an på, hvilken race det er, samt om der medfølger en stamtavle til hunden. Vil du gerne have en hund med stavtavle, kan du nemt forvente en pris på den anden side af 4.000 kr. Igen afhænger det meget af, hvilken race der er tale om. Går du ikke så meget op i race og stamtavle, kan du også vælge en blandingshund. Disse er typisk noget billigere. En blandingshund vil typisk koste fra 500 kr. og opefter.

Udstyr til din firbenede ven

Når du skal have en hund, skal der typisk også noget udstyr til. Her er der stor forskel på priserne, da der findes forskellige kvaliteter og prisklasser. Du har mulighed for at købe udstyret nyt eller brugt. Det afhænger lidt af, hvor meget du er villig til at bruge på udstyr til din hund. Vil du gerne have nyt udstyr til din nye bedste ven, kan det godt løbe op i 1.000 kr.

Mad skal der til

Din hund skal selvfølgelig også have noget foder. Det er særligt her, det kan løbe op. Mange bliver overrasket over, hvor mange penge man egentlig kan bruge på foder til sin hund. Det er derfor vigtigt, at man husker at tage højde for det i sit budget. Forbruget af foder afhænger meget af, hvor stor din hund er. Jo større hund, jo mere foder skal der til. I hundefoderverden eksisterer der dog også dyre og billige brands. Du kan selvfølgelig spare en del penge ved at have en lille hund, som du køber billigt hundefoder til.

De forudsete og uforudsete dyrlægeregninger

Ligesom vi selv af og til skal til lægen for at blive tjekket, skal hunde også til dyrlægen og have undersøgt, om alt er, som det skal være. Der kan selvfølgelig også opstå uforudsete ting, der skal undersøges og kureres. Du skal være opmærksom på, at du selv skal betale for at få faglig bistand fra en dyrlæge. Det er ikke som med os mennesker, der i Danmark betaler for lægebesøg over skatten.

Dyrlægeregninger er noget af det, der virkelig kan vælte budgettet, hvis du ikke har sat penge af til det. Et almindeligt rutinetjek kan løbe op i 1.000 kr. Derudover kan de mere uforudsete besøg koste op imod 15.000 kr. Du kan læse mere om, hvad det koster at have en hund her.

De mest almindelige familiehunde i Danmark

Vi behøver vist ikke at lægge skjul på, at vi danskere er tossede med at have hunde som kæledyr. Det kommer nok heller ikke som nogen overraskelse, at der selvfølgelig er nogle favoritter imellem de mange forskellige racer, som vi danskere typisk tyr til, når vi skal have en hund. Nogle af de mere populære hunderacer i Danmark er:

  • Labrador Retriever
  • Golden Retriever
  • Fransk Bulldog
  • Schæferhund
  • Ruhåret Hønsehund
  • Bomuldshund
  • Engelsk Cocker Spaniel
  • Cavalier King Charles Spaniel
  • Rottweiler
  • Bichon Havanais

Der findes flere hundrede hunderacer i verden. I Danmark er ovennævnte racer dog de mest populære.

Sådan vælger du den rigtige hunderace til jeres familie

Det kan være svært at vælge, hvilken hund man skal byde velkommen i sin familie, når der er så mange racer at vælge imellem. Du kan dog gøre dig nogle tanker i forhold til hvor stor eller lille den skal være, og hvor meget aktivitet den skal kræve. Det kan være en god idé at undersøge forskellige hunderacers kendetegn, inden du køber en hund. Der kan nemlig være nogle egenskaber, der er mere tiltalende for dig end andre.

Det kan være svært at vælge, hvilken hund man skal byde velkommen i sin familie
Det kan være svært at vælge, hvilken hund man skal byde velkommen i sin familie

Det skal du huske, når du har fået en hund

Når du endelig har besluttet dig for at købe en hund, og du har fundet den helt rigtige race, er der nogle ting, du skal have styr på.

Hundeforsikringer

Først og fremmest skal du have en forsikring til din hund. I Danmark er det lovpligtigt som minimum at have en ansvarsforsikring for din hund. Har du ikke dette, kan det give en bøde. Det er derfor klart at anbefale at få en ansvarsforsikring, der dækker din hund så hurtigt som muligt. Når du har en ansvarsforsikring, dækker forsikringen, hvis din hund skulle ødelægge andres ting eller skade andre. Du skal dog være opmærksom på, at den ikke dækker, hvis hunden laver skader i jeres hjem, eller sågar hvis den skader personer i hjemmet.

Udover at have en ansvarsforsikring er det også en god idé at have en sundhedsforsikring til sin hund. Denne forsikring er dog ikke lovpligtig, men den er stadig en god forsikring at have, da den dækker uforudsete besøg ved dyrlægen. Uforudsete ture til dyrlægen kan løbe op i mange tusinde kroner. Det er derfor med god grund, at mange er begyndt at få en sundhedsforsikring til deres hund. Du kan finde mere om forsikringer til hunde her.

Registrer din hund

Alle hunde skal have en chip, så det er registreret, hvem der ejer hunden. Når du køber en hund, er det vigtigt, at du får ændret disse oplysninger fra sælgers oplysninger til dine oplysninger. Skulle din hund løbe væk, er chippen en metode til at finde hundens ejermand igen. Det er derfor en god idé at få opdateret oplysningerne til chippen. Når du køber en hund, skal du sende en overdragelsesblanket med de nye informationer til Dansk Hunderegister. De vil dernæst sørge for at opdatere oplysningerne i hundens chip.

Husk vaccinationer

Køber du en ny lille hvalp, kan det være, du skal tage stilling til mulige vacciner. Hvalpe skal minimum være otte uger gamle, før de bliver taget fra deres mor. Det er også ved otte-ugers-alderen, at hvalpe typisk vaccineres første gang. Du skal dog være opmærksom på, at hunde skal revaccineres. Når din hund er hvalp, skal den typisk vaccineres, når den er 8, 12 og 16 uger gammel. Derefter går der lidt længere imellem vaccinationerne. Du skal derfor være opmærksom på, hvilke vacciner din hund har fået, og hvilke den mangler.